Den 30. maj 2025 offentliggjorde CEN og CENELEC de første seks europæiske standarder for det digitale produktpas (DPP): EN 18216 til EN 18223. De udgør det tekniske grundlag, som producenter, importører og platformoperatører skal bruge til at implementere kravene i ESPR-forordningen (EU) 2024/1781. Denne artikel forklarer, hvad hver standard regulerer, hvordan den knytter an til eksisterende regulering, og hvilke arkitekturbeslutninger virksomheder bør træffe nu.
Hvorfor disse standarder kommer nu
ESPR har været bindende EU-ret siden dens ikrafttræden i 2024. Den forpligter erhvervsdrivende til for bestemte produktgrupper at stille et DPP til rådighed, som indeholder „aktuelle og nøjagtige oplysninger" — sådan lyder forordningens ordlyd. Hvad det teknisk indebærer, lod ESPR imidlertid stå åbent. Det hul udfylder CEN og CENELEC nu med en standardpakke, der dækker dataudveksling, entydige identifikatorer, databærere, lagerarkitektur, API'er og systeminteroperabilitet.
Timingen er ikke tilfældig. Europa-Kommissionen arbejder parallelt på gennemførelsesforordninger for sektorspecifikke DPP-krav — eksempelvis for tekstiler, stål og elektronik. Uden harmoniserede tekniske standarder ville disse forordninger næppe kunne håndhæves. CEN og CENELEC leverer dermed det fundament, som de delegerede retsakter kan bygge på.
De seks standarder i overblik
EN 18216 – Dataudveksling og generel datamodel
EN 18216 definerer den overordnede datamodel for DPP: hvilke informationsklasser der findes, hvordan de struktureres, og efter hvilke regler de udveksles. Standarden skelner systematisk mellem data på produktniveau (Item) og partiniveau (Lot) — en sondring, som JRC allerede har indført i sine ståludkast, og som er afgørende for dynamiske data som det produktspecifikke CO₂-aftryk efter ISO 14067.
EN 18217 – Entydige identifikatorer
EN 18217 regulerer, hvordan produkter og produktinstanser identificeres entydigt i DPP-økosystemet. Standarden er formuleret teknologineutralt, men henviser eksplicit til eksisterende identifikationssystemer — herunder GTIN fra GS1-standarden. For virksomheder, der allerede arbejder med GS1 Digital Link, skaber EN 18217 retssikkerhed: De anvendte identifikatorer er i overensstemmelse med standarden.
EN 18218 – Databærere
EN 18218 specificerer, hvilke fysiske og digitale databærere der er tilladt for DPP: QR-koder, DataMatrix, RFID/NFC og andre. Forbindelsen til RAIN-RFID er særligt relevant: TEKLYNX har allerede opdateret sin CODESOFT-software for at understøtte GS1's „++"-kodningsskemaer, som gør det muligt at skrive web-URL'er direkte til RAIN-RFID-taglagring — et krav, der følger af kombinationen af EN 18220 og GS1 Digital Link-standarden.
EN 18219 – Datalagring og registerarkitektur
EN 18219 er den arkitektonisk mest betydningsfulde standard i pakken. Den fastlægger, hvordan DPP-data lagres, versioneres og gøres søgbare via et register. Grundprincippet er, at registeret ikke lagrer selve pasdataene, men udelukkende den entydige identifikator, resolver-endepunktet og varekoden. Pasdataene forbliver hos producenten eller en autoriseret dataforvalter.
Dette decentrale arkitekturmønster svarer til udkastet til gennemførelsesforordningen om DPP-registeret. CIRPASS-2-konsortiet anbefalede udtrykkeligt i sin udtalelse om registerudkastet, at EN 18219 blev optaget som bindende reference i gennemførelsesforordningen — blandt andet for at sikre interoperabilitet med GS1 Digital Link. Med offentliggørelsen af standarden kan denne anbefaling nu gennemføres.
EN 18220 – API'er og dataadgang
EN 18220 definerer de grænseflader, som gør det muligt at hente DPP-data programmatisk. Standarden fastlægger endepunktstruktur, krav til autentificering og svarformater. For udviklere betyder det, at den, der bygger en kompatibel DPP-platform, skal implementere denne API-specifikation. Et minimalt eksempel på en kompatibel resolve-anmodning kunne se sådan ud:
GET /dpp/resolve/{identifier}
Accept: application/json
Authorization: Bearer <token>
Standarden foreskriver ikke et bestemt programmeringssprog, men er orienteret mod RESTful-principper og JSON som primært udvekslingsformat.
EN 18223 – Systeminteroperabilitet
EN 18223 afslutter pakken og adresserer interoperabiliteten mellem forskellige DPP-systemer, platforme og nationale infrastrukturer. Standarden definerer overensstemmelsesniveauer og fastlægger, hvilke minimumskrav et system skal opfylde for at blive betragtet som interoperabelt. For virksomheder, der opererer i flere EU-medlemsstater, er EN 18223 den mest relevante standard: Den forhindrer, at nationale implementeringer udvikler sig til tekniske ø-løsninger.
Forbindelsen til batteriforordningen og sektorspecifikke krav
Standardpakken er ikke sektorspecifik. Batteriforordningen (EU) 2023/1542 indeholder allerede implicit sondringen mellem lot og item: Kapacitetsdata, der ændrer sig gennem degradering, skal holdes opdaterede. Uden en klar lager- og resolverarkitektur — som EN 18219 og EN 18220 nu definerer — er dette krav næppe opfyldeligt. Producenter af industribatterier og batterier til elektriske køretøjer kan derfor anvende de nye standarder direkte som implementeringsvejledning.
Det samme gælder for stålsektoren: JRC's udkast til stålrelaterede DPP-krav foreskriver, at det produktspecifikke CO₂-aftryk vedligeholdes på partiniveau og beregnes efter ISO 14067-kompatible metoder. EN 18216 leverer datamodellen hertil, mens EN 18219 leverer lagerarkitekturen.
Hvad virksomheder bør gøre nu
Gennemgå identifikationsinfrastrukturen
Det første skridt er at undersøge, om eksisterende produktidentifikatorer er i overensstemmelse med EN 18217. Virksomheder, der allerede anvender GTINs og GS1 Digital Links, står godt. Virksomheder, der anvender proprietære identifikatorer, skal udvikle en migrationsstrategi.
Planlæg resolverarkitekturen
EN 18219 gør en resolverinfrastruktur obligatorisk. Virksomheder skal beslutte, om de vil drive en egen resolver eller benytte en tredjepartsudbyder. Det afgørende er, at resolveren understøtter de svarformater, der er defineret i standarden, og kan kommunikere med det centrale EU-DPP-register.
Sikr API-overensstemmelse
Den, der driver sin egen DPP-platform, skal implementere EN 18220-grænsefladerne. For virksomheder uden egne IT-kapaciteter anbefales det tidligt at vælge en platform, der understøtter standarderne fuldt ud — og ikke kun enkelte aspekter af dem.
Perspektiv: Flere standarder og delegerede retsakter
CEN og CENELEC har annonceret, at standardpakken gradvist vil blive udvidet. Parallelt arbejder Europa-Kommissionen på de sektorspecifikke gennemførelsesforordninger, der skal bygge på disse standarder. For tekstiler er en forordning annonceret allerede i 2025; for elektronik og yderligere produktgrupper følger flere skridt frem mod 2027.
Virksomheder, der begynder implementeringen nu, har en strukturel fordel: De kan stadig træffe arkitekturbeslutninger uden presset fra umiddelbart forestående frister og gradvist tilpasse deres systemer til nye sektorspecifikke krav — i stedet for under tidspres at bygge monolitiske løsninger, der gør senere ændringer vanskeligere.
Offentliggørelsen af EN 18216 til EN 18223 er ikke en bureaukratisk milepæl, men startskuddet til en konkret implementeringsfase. Den, der kender standarderne, kan allerede i dag træffe de rigtige strategiske valg.
